Italien - mandag den 26. marts 2018
Fra Bellagio til Magreglio
Efter morgenmaden ville Marie gøre camperen lidt rent, så jeg fortrak ned til den lokale havn, hvor alt åndede fred og ro. Jeg var i gang med at tage et par billeder, da der lød et spørgsmål “Bliver det godt?”. Det var Paul, der var dukket op. De var åbenbart ankommet lige efter, at jeg var gået fra parkeringspladsen.
Vi defilerede tilbage til bilerne, hvor pigerne åbenbart havde fået en kontant besked fra en kvindelig politibetjent. Vi måtte ikke parkere på pladsen. Øv, det var en fin plads til at parkere i forbindelse med et besøg i Bellagio. Lene havde godt læst, at turisterne næsten var uønskede i området. Vi ledte på kortene efter et andet sted, hvor vi kunne parkere og i første omgang blev vi enige om, at køre ind mod byen og se, hvad der bød sig. Vi nåede ned til en større p-plads, hvor der var god plads. Men også et skilt, der tydeligt indikerede, at pladsen ikke var for autocampere. Så vi var nødt til at fortsætte uden at få lov til at besøge Bellagio. Det var lidt surt, for byen skulle være meget smuk. Så advarsel til alle autocampere. Det er no go i Bellagio. Alternativt skal man finde en plads i en af de byer, hvor der er sejlads til Bellagio fra. Det er stadig uden for sæsonen, så det er en mulighed.
Vi kørte op i bjergene bag Bellagio og stilede mod Magreglio, en lille bjergby i 750 meters højde, hvor der var en meget stor parkeringsplads og ingen biler eller mennesker. Vi betalte nu alligevel pligtskyldigt for at parkere og fik lidt let frokost, før vi tog på vandring i byen. Den var nu hurtigt overset. Det meste var beboelse, men en fin lille kirke var der - og tæt derpå en lille købmandsbutik med alt, hvad hjertet begærer. Også den obligatoriske delikatesseafdeling.
I udkanten af Magreglio, hvor vi parkerede, var der en lille kirke for cykelrytternes skytsengel og et stort cykelmuseum. Det var vi dog ikke så hooked på at besøge. I stedet gik vi tilbage til bilen, for at få en kop kaffe, mens vi ventede på, at vores parkeringsbillet udløb - så vi kunne købe en ny, der kunne dække flere timer frem. Efter kaffen, som vi nød udenfor i solskin, hankede Paul op i os. Han havde fundet en lille gåtur op til et stort kors, som vi kunne se højt oppe i bjergene over byen. Vi iførte os vandrestøvlerne - og det var vi glade for, for det var en omgang kuperet terræn, der mødte os. Det gik bare op, op, op. Jeg hang en anelse i bremserne men det gik, da den stejle skråning blev lidt mere tilgængelig. En flot tur op i bjergene, hvor vi nåede op i ca. 1.000 meters højde.
Paul havde godt styr på ruten og kunne bl.a. udpege et bord- og bænkesæt på ruten, så vi kunne gøre et hvil. Dejligt. Så var der kræfter til at fortsætte. Først ud af næsten lige vej, til Paul ledte os ind i skoven igen. Snart gik det ned og op af bakkerne, til vi pludselig havde det store kors foran os. Sikke en udsigt. Først et par hundrede meter ned til Magreglio og bag ved byen var der igen mange hundrede meter ned til Como søen og byerne på den anden side af søen.
Turen ned mod byen blev lidt en prøvelse. Det gik pænt nedad, så contration please! Vi nåede ned til en vej, der snoede sig ned mod byen. Men frem for at gå den slagne vej på vejen, valgte vi at fortsætte ned gennem skoven og på den måde skyde genvej. Den sidste ca. kilometer gik på asfaltvejen tilbage til byen. Det var en superfin tur.
Tid til at træffe et vigtigt valg. Vi kunne gå over på restauranten på den anden side af parkeringspladsen. Her kunne man bl.a. få elefantører! Priserne var rimelige. Eller vi kunne lave et sammenskudsgilde og se, hvad det bragte. Der var stemning for det sidste og det var super hyggeligt at sidde båset omkring bordet i vores camper og nyde et yderst veldækket bord med masser små retter, øl, rødvin og boblevand fra Alsace. Der manglede ikke noget.
Det blev en hyggelig aften og jeg var mere end træt, da vi nåede hen sidst på aftenen.
Vi var stadig lidt skuffede over, at vi ikke kunne besøge Bellagio, men hvis de ikke gider at have turister, så hjælper det ikke noget!
